Konkurrencestyrelsen har netop godkendt, at anlægsgartnervirksomheden Grøn Vækst bliver en del af idverde gruppen i Danmark. Med godkendelsen runder idverde en milliard i årlig omsætning.
”Strategien i idverde har fokus på at samle selskaber med forskellige kompetencer og udvikle netop disse kompetencer, så gruppen bliver den absolut førende grønne partner. Grøn Vækst, OKNygaard og Malmos har forskellige spidskompetencer som markedet efterspørger. Det langsigtede mål er at kunne tilbyde kunderne alle de kompetencer, som er nødvendige for at kunne levere komplette naturbaserede løsninger”, forklarer Morten Dohrmann Hansen, der er CEO og landechef for idverde.
Naturbaserede løsninger
idverde Danmark dækker alle dele af landskabs- og anlægsgartnerbranchen. Urban natur med grønne byrum, plads til leg og bevægelse i alle niveauer samt udvikling af nye grønne landskaber er en del af visionen om at være branchens bedste til at bygge, anlægge og vedligeholde grønne områder. Vores mål er at til en øget bæredygtighed i de løsninger vi tilbyder. Naturbaserede løsninger er vores måde, at tænke naturen ind i flest mulige løsninger. Naturen har i sig selv indbygget løsninger, på fx temperatur regulering, binding af både CO2 og regnvand, vandrensning, øget velbefindende hos både mennesker og dyr, blot for at nævne nogle af de mest åbenlyse.
”Grøn Vækst er en stærk partner med stor viden om bl.a. biodiversitet og en tæt kontakt til det lokale marked. Det passer godt ind i vores strategi om at blive førende partner inden for naturbaserede løsninger til udemiljøer i Danmark”, siger Morten Dohrmann Hansen.